Det er meget sjælendt, at jeg skriver personlige indlæg her, ja faktisk er det mest en madblog men engang imellem sker der ting, som bare må ud på en eller måde, og der er det her perfekt for mig at bruge. Jeg er blevet spurgt og har samtidig selv overvejet, om jeg ville skrive lidt om den skrækkelige abort vi har måtte igennem, og det vil jeg meget gerne, da jeg selv har brug for at komme lidt ud med det.
Den 13 April starter vores alt for korte eventyr. Jeg tog en graviditetstest på trods af, at jeg var sikker på, at det ikke var lykkes så hurtigt. Men det var det, stregen var meget svag, men den var der! Jeg var chokeret på den virkelig gode måde. Malou skulle være storesøster, det var så dejligt. Jeg valgte, at tage til lægen for at få målt mit hcg tal, som kun lå på 117, hvilket jeg synes var meget lavt, så der startede alle de slemme bekymringer. 7 dage efter får jeg det målt og der ligger det højere end forventet, så jeg var lettet, men stadig MEGET bekymret.
Den 6 Maj (7+2) har jeg bestilt tid til en privat scanning og jeg var hamrende nervøs, som altid. Da vi kommer ind scanner hun, og der var det fineste hjerteslag, som bare hamrede der ud af og den lille var 0,84mm, så også en helt fin størrelse. Jeg var lettet, meget lettet og glædede mig til næste scanning, 15 dage efter. Dog var jeg voldsomt nervøs og som dagene gik, var det som om, at jeg blev mere og mere bange for, om noget var galt.
Den 16 Maj skulle jeg have taget min doubletest, som er en blodprøve hvor de måler to tal som de bruger til nakkefoldsscanningen, for at beregne risikoen for blandt andet downs syndrom. Da jeg så tallene fra blodprøven, var jeg ikke tvivl, noget var galt. Meget galt. De begge lå totalt forkert og slet slet slet ikke som de skulle. Dog må man helst ikke selv se tallene, da det kan give for meget bekymring uden grund, men jeg kunne ikke lade være, og jeg vidste i samme sekund, at noget var helt galt. Vi havde tid på scanningsklinikken den 21 Maj, og vi frygtede hvad vi ville få at vide på grund af blodprøven. Desværre var frygten ikke uden grund. Hun satte scanneren på og vi så fosteret. Vi kunne bare ikke få øje på hjertet og fosteret havde en underlig væskebobbel rundt om sig. Fosteret var også vokset langsomt, indenfor normalen, men langsomt. Efter lidt tid så vi dog hjerteslaget, men det bankede meget langsomt. Det var som om, at hjertet gik i stå imellem slagene. Vi var klar over, at der ikke var noget at gøre og vi aftalte med scanningsdamen, at hun dagen efter ville ringe til sygehuset for, at få dem til at scanne mig og vurdere hvad der skal se og derefter ringe tilbage til mig. Da vi gik ud fra scanningsklinikken, gik der få sekunder og så stod tårene ellers bare ned. Jeg kunne intet, bare græde. Jeg blev ved med at tænke “Hvorfor os? Hvad har vi gjort? Jeg er kun 18 år” Jeg havde de værste tanker. Hele dagen gik med at vi græd og græd. Jeg havde intet overskud og lå bare i sengen imens Nicolai havde Malou. Jeg kunne intet, det var så ubehageligt. Om aftenen stoppede alle mine graviditets-symptomer, og der var vi alle forberedte på at hjertet nok desværre ikke slog længere.
Dagen efter (den 22 Maj) omkring klokken 10, bliver jeg ringet op af scanningsklinikken. Sygehuset ville se mig allerede 1 time efter til en akut tid. Jeg brød sammen, men skyndte mig at få gjort Malou og pusletasken klar. Nicolai havde gjort sit arbejde opmærksom på det hele og blev derfor “sygemeldt” på ubestemt tid, så han var med.
Jeg blev scannet, og som vi desværre havde været forberedt på, så slog hjertet ikke længere og barnet lå bare der, helt stille. Det var frygteligt at se. Barnet blev målt til at være større og vi kunne bedre se barnet denne gang. Det var vi glade for, men samtidig gjorde det også bare meget mere ondt at se det lille døde barn. Vi kunne se, at det lille barn var meget sygt. Alt var deformt. Hovedet, maven, ja alt. Væskeboblen rundt om barnet var der stadig og ingen kunne forklare os hvad dælen det var. Heller ikke lægerne. Det blev bare fejet væk med, at jamen det skal børn da have, altså lige indtil hun så det. Hun var ærligt talt en kælling og kunne slet ikke håndtere det.
Jeg fik 4 piller, som jeg tog samme dag, som skulle sætte det hele igang. Jeg havde sagt, at jeg ikke under nogen omstændigheder ville have en kirurgisk abort, da jeg simpelthen ikke kan tage, at mit barn bare bliver fjernet fra min krop. Nej nej nej.
Advarsel: Læs ikke længere hvis du er sart, voldsomme detaljer vil forekomme:
Jeg begyndte at bløde en del, men der var ingen klumper. Fosteret ville IKKE ud af min krop. Jeg gik i 2 dage før vi valgte at ringe ind og bede om 2 piller mere. Jeg blev scannet og som vi sagde, var fosteret der stadig, så det gik de med til. Dog med beskeden om, at der nok ikke ville ske mere. Jeg tog pillerne dagen efter (den 25 Maj) og begyndte at bløde lidt mere efter nogle timer, men det var også det. Jeg tænkte bare “Jeg skal satme IKKE have opereret mit barn ud af min krop”, så jeg besluttede mig for at forsøge at presse som i en fødsel. Der kom en del mere blod og endelig et par klumper, men stadig ikke noget foster. Jeg pressede som en sindsyg i cirka 30-40 minutter og ENDELIG så jeg det lille foster. Det var en lettelse ikke at skulle have det opereret ud, men for satan hvor var det hårdt at sidde der med ens lille barn på kun 2,5cm. Vi kunne tydeligt se at den var deform på trods af, at den var så lille. 1 time efter får jeg de sygeste mavekramper, præcis som en ve. Jeg havde haft mavesmerter siden jeg begyndte at presse, men det var ingenting i forhold til. Jeg havde skrækkeligt ondt og jeg følte jeg skulle presse. Så det gjorde jeg og jeg har aldrig været så bange. En blodklump på størrelse med to hænder kom ud. Vi ringede til sygehuset i panik og fik at vide at det var normalt. “What?!”. Jeg blødte ikke engang så meget efter fødslen af Malou, hvordan kan det være normalt tænkte jeg. Lidt efter kom en mindre klump. Samtidig med alt det her blødte jeg i voldsomme skyl, altså som hvis man tænder vandhanen. Jeg brugte 20 bind på meget få timer. De blev helt blødt igennem, men det var åbenbart normalt, sagde de og det viste det sig også at være. Efter de to store klumper, blødte jeg meget lidt og alt var overstået. Ingen smerter eller noget. Jeg var så lettet, og samtidig så var det så hårdt. Men vigtigst af alt, så bliver det lille foster ikke bare smidt ud, som de ville have gjort ved en kirurgisk abort. Vi har valgt at gemme det lille foster i sprit, så det ikke går til. For nogle, er det måske meget absurd, men jeg kan simpelthen ikke skille mig af med mit barn, heller ikke selvom det er så småt. Puha nej.
I dag har vi været til en slut kontrol på sygehuset og min livmoder er helt tømt, så ingen operation til mig, pyha. Denne graviditet er nu desværre et afsluttet kapitel, og vi må forsøge at komme videre. Det her er det værste vi nogensinde har været igennem, og jeg håber aldrig vi kommer til at gå igennem det igen. Heldigvis har vi hinanden, så vi må bare støtte os op af hinanden og nyde vores lille prinsessemus. Det er så godt at vi har hende i alt det her, ellers ville vi aldrig komme ovenpå igen, men med hende er jeg sikker på at vi en dag kommer ovenpå.
Her er et billede af den allerførste test jeg tog♡
Fra allerførste scanning♡
Da vi fandt ud af, at alt desværre ikke var som det skulle være. Her kan man se hele boblen omkring barnet.
Billedet fra da vi desværre fik at vide, at hjertet ikke længere slog. Man kan ane væskeboblen under barnet her..
Her kan man desværre tydeligt se, at noget er helt galt, men så er det også bedre at den kommer ud u, end at den bliver sat i en verden hvor den ikke kan leve…♡